Gå til hovedindhold
Generisk bykort i rødt og sort

Retningslinjer og gode råd til kommunens infostandere og Havneskærmen

Før du reklamerer i bybilledet

Her finder du reglerne for, hvad man må vise på Aarhus Kommunes infostandere og på havneskærmen ved Dokk1.

Retningslinjerne forklarer, hvilke typer indhold der er tilladt, hvilke tekniske krav materialet skal opfylde, og hvordan du sikrer, at annoncer og informationer vises korrekt på skærmene.

  • Fokuser på det vigtigste: hvad, hvor og hvornår.
  • Brug korte og klare budskaber – folk har kun få sekunder til at læse dem.

  • Brug en stor skriftstørrelse, der kan aflæses på afstand.

  • Lys tekst på mørk baggrund giver den bedste læsbarhed. Hvis baggrunden skal være lys, så undgå ren hvid, da den kan blænde og forringe trafiksikkerheden.

  • Test annoncen ved at se den i halv størrelse på din computerskærm. Hvis den fungerer dér, fungerer den som regel også på de store skærme.

Se specifikke tekniske krav på de enkelte skærmsider

Følgende aktører kan annoncere på kommunens infostandere og Havneskærmen:

  • Eventarrangører, der afholder kultur-, sports- eller aktiviteter i Aarhus

  • Uddannelsesinstitutioner i Aarhus Kommune, herunder folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser

  • Foreninger og civilsamfundsorganisationer, herunder kulturelle fællesskaber, frivillige organisationer og andre ikke-kommercielle aktører

  • Kulturinstitutioner, museer, biblioteker, spillesteder, teatre m.fl.

  • Arrangører af offentlige og ikke-kommercielle aktiviteter, fx foredrag, koncerter, bylivsarrangementer og højtidsrelaterede aktiviteter

Annoncer fra disse aktører skal fortsat leve op til de gældende indholds- og kommercielle regler.

  • Indhold må ikke være stødende, diskriminerende eller voldeligt.
  • Indhold skal være i overensstemmelse med politiets retningslinjer for brug af offentlige skærme.
  • Indholdet må ikke skabe utryghed eller være til fare for trafikanter, cyklister eller gående.
  • Aarhus Kommunes generelle principper for digital formidling skal overholdes.

Kommunens digitale skærme må som udgangspunkt ikke bruges til kommerciel reklame. Det betyder, at der ikke må annonceres for almindelige produkter, ydelser eller salgsfremmende kampagner.

Det er tilladt at:

  • annoncere for kulturarrangementer og events, herunder arrangementer med entré

  • henvise til billetsalg, f.eks. via hjemmeside eller fysisk billetsalgssted

  • bruge virksomhedsnavne, hvis det indgår naturligt i eventets titel (fx “Volvo Ocean Race”)

  • vise sponsorlogoer, så længe de har en sekundær placering i annoncen

Det er ikke tilladt at:

  • annoncere for kommercielle produkter og ydelser

  • vise annoncer, der har til formål at fremme salg, rabatter eller priser

  • vise annoncer uden en kulturel, samfundsmæssig eller offentlig relevans

Aarhus Kommune arbejder aktivt for at fremme sunde kropsidealer.

Derfor gælder følgende:

  • Hvis personer i annoncen er digitalt retoucherede, skal dette fremgå tydeligt i den samme annonce.
  • Retouchering skal markeres med en kort tekst, fx: “Billedet er digitalt retoucheret".
  • Billeder må ikke fremstille urealistiske kropsidealer, som kan virke skadelige for børn og unge.
  • Indhold skal leve op til kommunens normer for et inkluderende og respektfuldt udtryk.

Reklameringen på digitale infostandere (og på Havneskærmen) sker i overensstemmelse med lovgivningen, herunder markedsføringsloven, hvilket fremgår af § 2 i lov nr. 490 af 7. juni 2006 om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre.

Infostander Aarhus er et initiativ fra Aarhus Kommune, som skal give byens kulturliv bedre muligheder for at blive set. Priserne dækker udgifter til etablering, drift og administration af skærmene – herunder support, drift og systemvedligehold.

Et eventuelt overskud går til kulturelle formål i Aarhus.

Der vises som udgangspunkt 3-5 annoncer på standerne.

Aarhus Kommune kan i særlige tilfælde vise en 6. annonceplads til egne borgerrettede kampagner.